Handi Life Sport
Vi bestræber os på at give vores kunder over
hele verden den bedst mulige vejledning
og dermed de helt rigtige produkter.
Stifterne af Handi Life Sport
HANDI LIFE SPORT GØR SPORT MULIG FOR ALLE
Med 30 års erfaring inden for udvikling og produktion af sportsudstyr ved vi, hvad der betyder noget for vores brugere.
Vi ved, at sport er en vigtig faktor i inklusion og rehabilitering. Mennesker med og uden handicap, folk i alle aldre, raske og syge – alle kan have glæde af at udfolde og udvikle sig gennem sport og leg.
Jens Bromanns personlige erfaringer med international handicapidræt var baggrunden for firmaets stiftelse i 1987. Som ung, blind, paralympisk goalballspiller – og senere som vicepræsident i IPC (den Internationale Paralympiske komité) – erfarede Jens på egen krop, hvad sport kan gøre for at styrke og frisætte mennesker med handicap.
Startskuddet til etableringen af Handi Life Sport var et akut opstået behov for bocciabolde.
En gruppe skandinaviske sportsudøvere med handicap var i midten af 1980’erne begyndt at spille indendørs boccia – med hjemmesyede bolde af ringe kvalitet. De efterspurgte en brugbar bold til den populære nye sport. Jens og Kirsten Bromann påtog sig opgaven og gik i gang med at udvikle en bocciabold.
Projektet lykkedes og resulterede i en bocciabold af god kvalitet. Sporten udviklede sig derefter hastigt, og boccia var på det paralympiske program i Seoul 1988, og der blev spillet med den danske bold.
I dag, 30 år senere, tilbyder Handi Life Sport et bredt program af udstyr til sport, fritid og genoptræning: boccia, petanque, lydbolde, kroket, bowling, show down og en række specialbolde.
Følgende principper og værdier er grundlaget for virksomhedens arbejde:
- Kvalitet og design: Sportsudstyr til handicapidræt og genoptræning skal være attraktivt, sporty og udstråle kvalitet.
- Nytænkning og inklusion: alle mennesker har noget at byde på og alle kan være med – på deres egen måde.
- Respekt for brugerne: god kundeservice og lydhørhed overfor brugernes erfaringer er alfa og omega.
Det er vores målsætning, at hvert eneste produkt vi sender afsted, giver værdi og glæde til brugeren.